Schmidt Management ApS med dybe rødder i dansk og internationalt erhvervsliv

Schmidt Management ApS er ejet af Kyösti Schmidt, der er født i 1959 i København. Han blev i 1984 uddannet som skolelærer, men valgte ny karriere og blev i 1991 HD i Organisation og Strategisk Planlægning fra Handelshøjskolen i København (CBS).

Siden 1991 har Kyösti Schmidt beskæftiget sig med kompetence- og organisationsudvikling. Først som personaleudviklingskonsulent på Løvens kemiske Fabrik fra 1991, og fra 1994 som uddannelseskonsulent hos Kuwait Petroleum (Danmark) A/S. Fra 1995 var Kyösti Schmidt HR-chef i DHL Worldwide Express A/S, indtil han i 1999 blev HR-chef i Danisco Pack Denmark A/S – det senere SCA Packaging Denmark A/S.

Fra 2000 til 2006 var han seniorpartner og medejer af headhunter-virksomheden SAM International A/S.

I januar 2007 stiftede Kyösti Schmidt konsulentvirksomheden Schmidt Management ApS.

I dag arbejder han med at hjælpe virksomheder med at udvikle og optimere deres organisationer, så de matcher deres kunders behov. Kyösti Schmidt er desuden gæsteprofessor ved Vilnius Universitet i Litauen og en hyppigt anvendt foredragsholder.

Han har skrevet adskillige artikler om forskellige HR-emner. Sammen med Per Krogager skrev han i 2002 bogen "Måling af HR-funktionen", der er udgivet på Dansk Industris Forlag.

I 2009 udgav Kyösti Schmidt - igen sammen med Per Krogager - bogen "Værdien af organisatoriske nøgletal" på Dansk Industris Forlag. Begge forfattere er overbeviste om, at virksomheder, der evner at skabe inspirerende og ordentlige arbejdsforhold for mennesker af kød og blod, vil være de kommende årtiers vindere.

Annette Birkmann

Annette Birkmann

Annette Birkmann er associeret partner og executive coach. Født i 1974 og uddannet cand. jur. fra Aarhus Universitet i 1999.

Efter et år som stagiaire i Europa-Kommissionen i Bruxelles startede Annette Birkmann sin karriere som fuldmægtig i Erhvervsministeriets departement. I 2001 fik hun ansættelse som jurist i Copy-Dan Tekst & Node, hvor hun hurtigt blev en del af ledelsesgruppen. Fire år senere blev hun i 2005 ansat hos Jonas Bruun advokatfirma (nu Bruun Hjejle), hvor hun fik sin advokatbestalling i 2006.

Herefter tog hun springet væk fra juraen for at opfylde en barnedrøm: At køre på motorcykel. Hun tog motorcykelkørekort, solgte de fleste af sine ejendele og rejste til Buenos Aires i Argentina, hvor hun købte sin første motorcykel. I Buenos Aires fik hun ulønnet job på et motorcykelværksted, og efter 8 måneder på værkstedet tog hun af sted på en 15 måneder lang solo motorcykelrejse til New York.

De følgende år blev Annette Birkmann sponsoreret af BMW Motorrad i USA til at holde foredrag på tværs af USA. Herefter fortsatte hun med at holde foredrag i Danmark samtidig med, at hun begyndte at arbejde som coach.

Annette Birkmann er forfatter til Håndbog i ophavsret, Nyt Juridisk Forlag, 2006, og Rejsen til mig, Informations Forlag, 2016. Hendes næste bog er undervejs og handler om integritet.

I dag arbejder Annette Birkmann som headhunter, executive coach og foredragsholder.

Du kan læse mere om Annette Birkmann på www.openroad.dk.

Måling af HR-funktionen

Måling af HR-funktionen

Bogen giver ledere i og omkring HR-funktionen et bud på nogle konkrete værktøjer, som gør det muligt at måle HR-funktionens indflydelse, produktivitet og lønsomhed.

Beslutninger om at investere i HR-funktioner er ofte intuitivt begrundet, da der ikke eksisterer egentlige måleværktøjer. Det er meget svært at dokumentere afkastet af investeringerne i en HR-funktion. Den rammes derfor ofte meget hårdt, når virksomheden ser sig nødsaget til at reducere i omkostningsniveauet. Det er klart utilfredsstillende. Beslutninger om investeringer eller reduktioner i HR-funktionen bør træffes på et forretningsmæssigt grundlag. På samme måde, som det bliver på andre områder i virksomheden.

» Bøger der kan forbedre din virksomheds indtjening

REJSEN TIL MIG

REJSEN TIL MIG

Om at finde friheden i tilværelsens ubekvemme realiteter

Mere end 53.000 kilometer alene på motorcykel lærte Annette Birkmann at se det ukendte som uanede muligheder og ikke som fare.

”Hvad nu, hvis det, vi søger, findes lige nu og her – i dette øjeblik? Hvis den frihed og den glæde, vi længes efter, er til stede allerede – midt i dagligdagens ubekvemme realiteter?”

Som 31-årig sagde Annette farvel til en karriere som advokat, solgte sine ejendele og rejste til Buenos Aires i Argentina for at gøre en barndomsdrøm til virkelighed: at køre på motorcykel.

I Buenos Aires købte hun sin første motorcykel, og efter otte måneder på et motorcykelværksted tog hun på en ét år lang motorcykelrejse gennem Latinamerika. Hun opdagede dog hurtigt, at hun ikke var kommet alene af sted. Nissen var rejst med, og uanset hvor hun befandt sig, var der noget, hun genkendte: sig selv.

» Køb bogen her: Informations Forlag

Håndbog i ophavsret

Håndbog i ophavsret

Håndbog i ophavsret af Annette Birkmann og Thomas Maagaard Dyekjær.

Opslagsværk over ord og begreber inden for ophavsretten beregnet for folk uden særligt kendskab til det ophavsretlige univers.


» Køb bogen her: Saxo.com

Schmidt Management ApS | Ederlandsvej 57 | DK-2730 Herlev | info@schmidt-man.dk | Persondatapolitik